|
Weekendavisen den 6. juni 2008 Kælekemikaliet. Af Lone Frank Oxytocin. Det er det flydende hormon, som står for kærlighed, omsorg og tillid. Hos dyr ser man, at unger, som tidligt fjernes fra deres mødre, mister en stor del af hjernens oxytocinreceptorer. En undersøgelse af adoptivbørn viser et tilsvarende mønster hos mennesker. Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker. ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”. I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”. Historien begyndte noget mere afdæmpet. I 1909 fandt den britiske farmakolog Henry Dale på at indsprøjte et ekstrakt fra menneskehjernen i gravide katte, og til sin overraskelse kunne han konstatere, at hjerneekstrakten satte gang i fødselsveer. Siden blev oxytocin isoleret som den aktive ingrediens, og fik meget passende navn efter det græske udtryk for ”hurtig fødsel”. Efterhånden fandt man ud af, at det lille hormon også stimulerer den refleks, som får brystmælk til at flyde, og at det i øvrigt frigives fra hypofysens baglap. Alt sammen rart at vide, men ikke decideret ophidsende. Det satte helt anderledes brand i forskerinteresssen, da det i løbet af 1970’erne kom til at stå klart, at oxytocin ikke blot arbejder som hormon, men også virker som signalstof i hjernen. Man blev klar over, at visse hjerneceller kunne frigive oxytocin, og at det blev opfanget af særlige receptorer, som især befinder sig i det limbiske system – de hjerneregioner, som spiller en hovedrolle for vores følelsesreaktioner. Det var i sig selv stærkt interessant. Og nysgerrigheden blev for alvor pirret, da man så opdagede, at sex og social omgang udløste oxytocin i hovederne på folk. Noget af det mest grundlæggende arbejde med at forstå, hvad oxytocin gør for sociale bindinger, blev imidlertid gjort med spidsmus. Op gennem 1990’erne sad den amerikanske biolog Sue Carter på University of Maryland og grublede over forskellene mellem præriespidsmusen Microtus Ochragaster og dens sære slægtning Microtus Montanus, bjergspidsmusen. Både genetisk og geografisk er de to vældigt tæt på hinanden, men de har en forbløffende forskellig reproduktiv adfærd. Hvor montanus uden blusel parer sig til højre og venstre, er ochrogaster strengt monogame. Og hvor ochrogaster-hannerne bygger rede og pusler om deres unger på lige fod med hunnerne, skyr montanus-hanner enhver kontakt med deres afkom. Nøglen er oxytocin. Hos de trofaste præriespidsmus er hjernens belønningssystem proppet med oxytocinreceptorer, mens man finder langt færre af disse proteiner hos bjergspidsmusene. Og når Sue Carter af kemisk vej blokerede virkningen af oxytocin hos præriespidsmusene holdt de prompte op med at danne par. Efter års studier konkluderede hun i Psychoneuroimmunology, at den oxytocin, som udløses under præriespidsmusens langvarige parring på en eller anden måde skaber et bånd, som gør det behageligt at være sammen med den udvalgte og samtidig gør adskillelse ubehagelig. Man kan kalde det præriespidsmusens pendant til forelskelse, Dette særlige bånd, foreslog adfærdsforsker ved Emory University, Larry Young, i 2004, handler om nye nervebaner. Når et dyr – hvilket som helst dyr – får nydelse ud af sex, skyldes det, at hjernens belønningssystem overrisles med dopamin, og den kemiske jackpot får dem til at søge mere af samme slags. Men hos de ganske få arter, der er monogame, foregår der udover den rå nydelse noget andet. Den specifikke sexpartner, der var med under fyrværkeriet, bliver også forbundet med nydelsen. Det er ikke bare sex, men sex med ham eller hende man søger igen og igen. Hos præriespidsmus ved man, at parring bevirker dannelse af nye nervebaner i hjerneområder som er vigtige for at huske lugte, og Young mener, at dyret på denne måde indprenter sig sin livsledsagers særegne duftprofil. Man kan kalde det præriespidsmusens pendant til personlighed. Som hos mus, således til dels også hos mennesker. I hvert fald ved man, at sex blandt Homo Sapiens får vores hypothalamus til at pumpe oxytocin ud i hjernen, og at vi ligesom præriespidsmus har godt med oxytocinreceptorer i belønningssystemet. Ganske vist er vi knap så monogame som de små pelsdyr og kan godt opleve en orgasme eller to, uden at få trang til at gifte os. Men noget tyder på, at vores personlige oxytocinbalance spiller en rolle for hvor gode vi er til det med holdbare kærlighedsforhold. Rebecca Turner fra University of California i San Francisco foretog i 1999 et eksperiment. Turner målte blodets oxytocinindhold hos en række kvindelige forsøgspersoner, både før og efter de fik en gang massage, eller blev bedt om at tænke intenst på først et negativt og derefter et positivt følelsesmæssigt forhold, de havde haft. I første omgang kunne den ivrige forsker ikke se noget entydigt mønster i resultaterne og var på nippet til at smide projektet fra sig. Men det var kun indtil hun så nærmere på de enkelte kvinder og sammen holdt oxytocin responsen med deres kærlighedsliv i det hele taget. Nu tegnede der sig et mere klart billede. De kvinder, som rapporterede, at de generelt oplevede problemer og utilfredshed i deres kontant skiftende forhold, var de selv samme kvinder, som reagerede på en negativ erindring med et kraftigt fald i oxytocin. Modsat var de kvinder, som oplevede en kraftig stigning i oxytocin ved en lykkelig erindring, også dem der berettede om færre problemer, færre forhold og større generel tilfredshed. På den baggrund fremsatte Turner den teori, at individer der så at sige har oxytocin på rede hånd og pumper det ud i forbindelse med følelsesmæssige positive oplevelser, har bedre mulighed for at opleve behagelige og stabile forhold. Individer med en mere karrig oxytocinproduktion og samtidig en tendens til at lukke ned for produktionen under negative oplevelser, har tilsvarende mindre chancer for, at opretholde gode forhold. Hvad bestemmer så vores individuelle oxytocinbalance ? En del af svaret ser ud til at være – oxytocin. Forstået på den måde, at det formentligt et yderst vigtigt at få en tilpas mængde social kontakt, og dermed oxytocin tidligt i livet. I hvert fald har undersøgelser af dyr afsløret, at unger der tidligt bliver tvangsfjernet fra deres mødre, ganske simpelt mister en pæn del af hjernens oxytocinreceptorer.. og hos aber ser man, at omsorgssvigtede unger senere i livet også selv producerer langt mindre oxytocin, når de har social kontakt. Man kan sige, at deres indbyggede sociale beredskab svinder ind, som en muskel der ikke bliver brugt. En deprimerende undersøgelse fra 2005 tyder på, at noget lignende gælder for menneskebørn. Forskere fra University of Wisconsin opsøgte en gruppe børn, som havde tilbragt deres tidligste barndom på rumænske eller russiske børnehjem, men som var adopteret af amerikanske familier hos hvem de havde levet i fire år. Disse års omsorg havde imidlertid ikke gjort alverden for deres sociale kapacitet. Hvor børn normalt oplever en kraftig stigning i oxytocin efter kontakt med deres mødre, så gjorde disse børns mødres anstrengelser intet for børnenes oxytocinniveau. De fik ingen belønning ud af omsorgen, lød forskernes fortolkning. Og den fik støtte fra observationer af børnenes almindelige adfærd. Det var påfaldende, at de lige så ofte søgte kontakt med andre og gerne fremmede voksne, som med deres egne forældre. Ganske usædvanligt for et 4-5 årigt barn. Undersøgelsen som udkom i PNAS, fik børnelæge Charles Nielson fra Harvard til at fremsætte en hypotese om, at børn har en kritisk periode indenfor de to første leveår, hvor deres oxytocin-system skal kalibreres. Hvis ikke de oplever tilstrækkelig tæt forældre-barn kontakt, lærer deres hjerner ikke at reagere korrekt på social kontakt og bliver aldrig senere i stand til det. Men hvad nu hvis man behandler de socialt udfordrede med oxytocin ? Det spørgsmål rejser Erik Hollander, der er psykiater ved Mount Sinai Medical school. Han arbejder med såkaldte borderline personlighedsforstyrrelser, som ofte rammer alvorligt omsorgssvigtede, og han har en formodning om, at oxytocin tidligt i barndommen kan beskytte dem mod udvikling af psykiatriske lidelser. Mens det er yderst vanskeligt at få tilladelse til at afprøve medicin på børn, er der forskere der er i fuld gang med voksne. Thomas Baumgartner fra Zürich Universitet afprøver i øjeblikket oxytocin mod social fobi på mennesker der er så angste for konfrontationer med fremmede i flok, at de stort set holder sig hjemme. De schweiziske fobikere får, udover den gængse kognitive terapi, en inhalator og besked på at tage et hiv oxytocin, før de skal i kontakt med omverdenen. Og som Baumgartner i sidste uge sagde til BBC: ”Vi håber og forventer faktisk, at kunne forbedre social omgang ved at give oxytocin. Det ville man også forvente i lyset af hans kollega Markus Heinrichs iagttagelser. Heinrichs har for nyligt set hvordan oxytocin umiddelbart dæmper angst og stress. I et skanningseksperiment, hvor frivillige så på billeder af angste og vrede ansigter, kom der blus på aktiviteten i hjerneområdet amygdala, som spiller en central rolle for frygtreaktioner. Et enkelt snif oxytocin dæmpede straks aktiviteten. Parallelt med, at frygten for ”de andre” falder, stiger tilliden også til dem, og så er vi inde i et område, som ikke så meget udforskes af læger og biologer, men derimod økonomer. En af dem er chefen for The Claremont Center for Neuroeconomic studies, Paul Zak, som næsten er økonomiens Mr. Oxytocin. Faktisk var det ham , der med en artikel i Nature i 2005 første gang introducerede sammenhængen mellem oxytocin og tillid. Han havde ladet en gruppe forsøgspersoner spille et af de meget brugte økonomiske spil, som indebærer, at man for selv at profitere, skal stole på at de penge man har investeret i modstanderen kommer tilbage til én selv. For en ubehandlet hjerne, var det sin sag at betro sine penge til fremmede, men det gik betydeligt mere gelinde for dem, der havde adgang til en næsespray med oxytocin. Samme behandling fremmer også generøsiteten, rapporterede Zak sidste november, hvor han havde samlet 68 mænd og sat dem til at spille ultimatum. De blev sat sammen to og to, hvorefter den ene fik 1o dollars, som han skulle dele med den anden. Han kunne tilbyde et vilkårligt beløb, men hvis modtageren mente det var for lavt, kunne han sige nej tak, hvorefter begge måtte gå hjem uden penge. Forsøget viste, som mange gange tidligere, at 3 dollars var det laveste, man som modtager vil acceptere. Ligegyldigt om man havde fået oxytocin eller ej. Til gengæld steg det gennemsnitlige tilbud fra 4 til 5 dollars hos dem, der havde indtaget stoffet. Det resultat fik kommentatorer til at lufte frygten for, at kasinoer og lignende etablissementer skulle finde på at sende oxytocin ud med luftcirkulationen og på den måde påvirke gavmildheden hos intetanende forbrugere. Zak afviste bekymringerne. Hvis det skal virke, skal man have så meget af stoffet gennem næsen, at man ikke kan undgå at opdage, at det foregår. Nej, den virkelige fare, påpegede Zak, er, at vi i forbrugssituationer bliver udsat for diverse hjertegribende billeder og fortællinger, som spiller på vores empati. Den slags materiale kan effektivt påvirke vores hjerne til selv at pumpe oxytocin rundt, og dermed øge generøsiteten og tendensen til, at få tegnebogen op af lommen. Vores bedste forsvar, bemærkede Paul Zak, er forskningen: ”For når vi bliver klar over disse ubevidste processer, kan vi bedre få kontrol over dem”.
|